AkiePost 18. januar 2012

I sidste uge var jeg inviteret gratis med til konference på Tivoli Hotel i København af Skagen fondene. Det betyder ikke, at jeg er forpligtet til at skrive om konferencen og slet ikke at skrive pænt. Så det følgende meget korte referat er skrevet helt frivilligt, fordi jeg har lyst. Skagen fondene er norsk men har bredt sig til alle lande. Navnet stammer fra en gade i Stavanger, der hedder Skagen. Også i Danmark er de kendt og respekteret for deres resultater. Lige som alle andre investorer inklusive mig selv havde de dog ikke overskud i 2011.

Den verdensberømte økonom Robert J. Shiller talte om finanskriserne. Hans mest interessante synspunkt var, at kriserne kun har én årsag, nemlig frygt. Den menneskelige psykologi påvirker markeder og økonomi mere end de hårde kendsgerninger i form af tal og statistikker. Den nuværende krise har ikke en konkret årsag. Det er psykologi. Angst. Krisen skal derfor bekæmpes ved at føre en psykologisk kamp mod angsten. Omsat til handling betyder det at føre en finanspolitik, der kan genskabe tilliden til fremtiden, altså en finanspolitik, hvor nøgleordet ikke er at spare men at forbruge. I et lille sidespring fremkom han med den overraskende påstand, at huspriserne ikke er steget fra 1890 til 1990, når inflationsvirkningen fjernes. Det er altså ikke givet fra oven, at huspriserne altid stiger. Det tror de fleste af os ellers meget på.

Victor Gao mente, at Kina om senest 20 år vil være økonomisk nummer et i verden på alle områder. Han mente ikke, at Kina vil blive udsat for en hård landing efter den voldsomme vækst, vi har set år efter år. Den nuværende vækst på 7% pr. år vil fortsætte. Det kan næppe kaldes en hård landing, selv om væksten tidligere var 9% pr. år. Han var meget opmærksom på, at forholdet til USA og EU spiller en stor rolle for Kinas økonomi. Derfor kan vi forvente hjælp fra Kina, hvis det går galt i Europa startende med et græsk sammenbrud.

Hans Rosling, svensk professor med interesse for den globale sundhed og organisationen læger uden grænser var dagens forfriskende indslag. Han fik os til at grine, så tårerne trillede. Og lige som efter alle andre gode historiefortællere kan jeg ikke huske, hvorfor det var så morsomt. Men det mest overraskende synspunkt var, at vi ikke har et befolkningsproblem. Verdens befolkning er holdt op med at vokse. Vækstes kan ikke stoppes lynhurtigt, så det vil vare 20-30 år før det kan ses, at væksten stagnerer. Det sker når verdens befolkningstal er 10 milliarder, altså pænt over de nuværende 7 milliarder. Mange har ellers gruet for, at væksten ville fortsætte frem mod det totale sammenbrud i verden.

Og hvor fører disse betragtninger os hen med henblik på en vurdering af den kommende uges aktiekurser?

Den fælles konklusion af indlæggene på konferencen er, at den nuværende finanskrise er ved at slutte. Der er stadig problemer. Men de kan løses. Tiden er inde til at købe aktier igen. Det har jeg sagt længe i AktiePost. Men nu har jeg fået følgeskab af tunge investorer. Danske Bank mener også, der skal købes aktier. Det taler Skagen Fondene til megen ære at gennemføre så flot en konference. Alt klappede og blev afviklet planmæssigt. Der blev ikke fedtet med os for at få os til at købe investeringsbeviser. Det gjaldt åbenbart om at slå navnet fast på en positiv måde. Det er lykkedes. Men jeg køber ikke selv investeringsbeviser i Skagen fondene, selv om de har klaret sig overvældende godt set over en årrække. Jeg har en generel mistillid til investeringsforeninger.

I denne uge reklamerer Sydbank med deres investeringsforening Sydinvest Verden. I annoncen vises en graf, der dokumenterer kursstigninger de seneste tre år. Kursen i dag er 71,9. Foreningen har altså formøblet 28,1% af investorernes penge på godt 10 år. I annoncen indrømmes, at der er et tab på 13% de seneste 5 år. Annoncen er udtryk for statistisk svindel. ”Tilfældigvis” sættes starten 1. januar 2009, hvor foreningens kurs havde sit absolutte lavpunkt. På den måde kan man altid få et overskudsbillede frem. Vælg blot starttidspunktet, hvor kursen er lav. For at sløre svindlen sættes startværdien 1. januar 2009 til 100. Det er ikke grov svindel, for Sydbank giver i annoncen oplysninger, der gør det muligt at gennemskue deres manipulation. Men hvor mange ser det?

Nasdaq er steget fra 2703 til 2728. Det brede indeks S&P er steget fra 1292 til 1294. Indekset for de særlig udvalgte store aktier Dow Jones er steget fra 12462 til 12482. Det er beskedne stigninger. Men stemningen er stadig meget positiv. Futures er pænt grønne i dag. Det er tegn på flere stigninger. Børsen mener, at 12500 er det nye modstandsniveau for Dow Jones. S&P har modstand i 1300. Nasdaq har en modstand i 2750. Tiden vil vise, om alle disse fiktive grænser nedbrydes. Børsen fastholder 13. januar købsanbefalingen af amerikanske aktier.

Det danske C20 indeks er faldet lidt fra 407,55 til 406,25. Modstandsniveauet 400 er stadig brudt. Tilbagegangen er midlertidig. Vi kan forvente flere stigninger. Børsen forventer en korrektion, før nye stigninger er mulige. Den computerstyrede tekniske analyse havde pr. 13. januar 3 danske aktier med salgsanbefaling og 40 med købsanbefaling. Det er igen en forbedring i forhold til sidste uge.

Mine danske favoritaktier ud over aktierne i den langsigtede portefølje er som sædvanlig Auriga, Chr. Hansen, Lundbeck, DSV, Alk-Abello og Dampskibsselskabet Norden. De viser alle meget positive takter. Jeg er stadig næsten 100% investeret. Mon stigningerne ebber ud, når januar slutter? Mange tror på et januar-rally, der slutter i februar. Måske er det bare overtro? Det bekræftes ikke set over en længere årrække. Men det er fristende at hjembringe nogle gevinster. Det giver pres på kurserne.

Aktierne i min  langsigtede portefølje omfatter A.P. Møller, Carlsberg, Coloplast, G4S, NKT, Novo Nordisk og Ambu samt en kontantbeholdning på 8969,78 kr. Værdien af porteføljen er steget 111,31% i forhold til købsværdien pr. 31.12.2005. Siden 31.12.2011 er porteføljen steget med 3,8%. Forrentningen siden starten har været gennemsnitlig 13,3% p.a. Aktierne har klaret sig lidt forskelligt i den forløbne uge. Der er dog tale om en stigning sammenlagt. Carlsberg, G4S og Coloplast trækker ned. Ambu, Novo Nordisk, NKT og A.P. Møller trækker op.

I slutningen af brevet vil jeg for fremtiden bringe en konkret anbefaling angående køb eller salg af en aktie. Det er farligt, fordi jeg tager lige så meget fejl, som alle andre. Så det er absolut på eget ansvar at følge min anbefaling.

Denne uges anbefaling: Chr. Hansen.

Jo, den har jeg anbefalet i ugevis. Den er også steget pænt i kurs på grund af interessant nyt. Novo Nordisk har købt et meget stort antal aktier i Chr. Hansen. Den oprindelige franske ejer har solgt ud. Der bliver altså ikke længere pres på Chr. Hansen ved drypvist udsalg. Kursen kan derfor forventes at stige yderligere.

Posted in Uncategorized | 1 Comment

AktiePost 11. januar 2012

I denne uge er Skagen på dagsordenen. Skagen er altid et besøg værd. Berømmelsen skyldes havet, lyset og billederne af Skagensmalerne. En af de bedste bøger om Skagensmalerne er bogen Balladen om Marie Krøyer. Tusindvis af turister befolker stedet om sommeren. Alle de kendte kommer, inklusive Frederik og Mary. Det er et af de dyreste sommerhusområder i Danmark.

Det internationalt kendte firma Skagen er blevet solgt for et milliardbeløb til et amerikansk selskab. De danske ejere er bosat i USA. De producerer blandt andet de kendte Skagen-ure. Ejerne har aldrig boet i Skagen, men navngav deres firma efter byen, som er deres foretrukne feriested i Danmark. Jeg har selv et Skagen-ur. Det koster normalt 800 kr. Men hvis jeg abonnerede samtidig på National Geographic, fik jeg det for 29,95.

I morgen afholder Skagen-fondene en stor konference med foredragsholdere af international kaliber. Jeg skal være menig deltager. Et referat gives i næste uges AktiePost. Hovednavnet er Robert J. Shiller, professor i økonomi ved Yale University. Han taler om verdensøkonomien efter finanskriserne. Han anses for at være ekspert i finansielle bobler, herunder hvordan den menneskelige psykologi påvirker markeder og økonomi. Han forudså både IT-boblen i 2000 og husprisboblen i 2007.

Og hvor fører disse betragtninger os hen med henblik på en vurdering af den kommende uges aktiekurser?

Skagen Fondene består af tre investeringsforeninger med forskellige risikoprofiler. De har alle givet overskud i deres levetid. Idéen er at investere i oversete og lavt vurderede aktier. Til gengæld tager Skagen Fondene sig godt betalt, hvis der fremkommer et overskud. Det er et sympatisk træk, at deres ansatte selv investerer i investeringsforeningerne.

Nordea praler af, at deres investeringsforening Nordea Invest HealthCare giver Danmarks højeste aktieafkast i 2011. Foreningen gav et afkast på 11,1%, mens verdens aktier faldt omkring 7%. Tallene er nok rigtige. Men skulle Nordea ikke hellere give en forklaring på, hvorfor foreningen er faldet 25% siden starten for 15 år siden? Sidste år blev der udbetalt udbytte 1 kr. Jeg kender ikke udbyttet de enkelte år. Men selv med udbyttet regnet med, er der ikke tale om gevinst. Undgå så vidt muligt investeringsforeninger er mit generelle synspunkt.

Det er en farlig vej, Skagen-urene har begivet sig ud på. Det er ikke smart at føre sig frem som noget meget fint og eksklusivt og samtidig sælge til spotpriser. Det samme problem har Pandora tumlet med. Sidst har Bang & Olufsen overgivet sig til masserne. Der tjenes ikke penge nok på det eksklusive. Nye og relativt billige produkter skal friste de unge. Idéen er muligvis god, men det bliver svært samtidig at satse på det meget smukt designede udstyr, som Bang & Olufsen ellers står for. Lige som mange andre kunne jeg ikke drømme om at betale 20000 ekstra for et smukt TV. Det er problemet. Salget stagnerer. Andre selskaber som Loewe og Samsung producerer også smukt designet udstyr, blot til en meget lavere pris. Men aktien har reageret på de nye signaler med kursstigninger. I denne uge er Bang & Olufsen steget 10-15%.

Nordea har for nylig anbefalet 10 vinderaktier. Ved udvælgelsen er lagt vægt på, at selskabet skulle være næsten gældfri. Jeg sympatiserer med valget af de fem danske aktier: Novo Nordisk, A.P. Møller, William Demant, FLSmidth og Royal Unibrew. Bavarian Nordic nævnes som en såkaldt bobler, altså en risikofyldt aktie med muligheder. Det er jeg slet ikke enig i. Uden at vide det, vil jeg gætte på, at Nordea er bank for Bavarian Nordic. Både Bavarian og Neurosearch kan selvfølgelig pludselig overraske med et lægemiddel, der slår igennem. Men det kniber unægtelig. Bavarian har mest tjent penge på det gammelkendte, en koppevaccine, som købes af USA. Hvor store muligheder giver det i betragtning af, at sygdommen kopper er næsten udryddet?

Nasdaq er steget fra 2649 til 2703. Det brede indeks S&P er steget fra 1277 til 1292. Indekset for de særlig udvalgte store aktier Dow Jones er steget fra 12397 til 12462. Det er igen i denne uge pæne stigninger. Alle modstandsniveauer er brudt. Hvis teknisk analyse har noget på sig, skal vi fortsætte op. Børsen fastholder købsanbefalingen af amerikanske aktier. Futures er svagt grønne i dag.

Det danske C20 indeks er steget fra 395,97 til 407,55. Modstandsniveauet 400 er dermed brudt. Vi må forvente flere stigninger. Den computerstyrede tekniske analyse havde pr. 6. januar 6 danske aktier med salgsanbefaling og 37 med købsanbefaling. Det er en voldsom forbedring i forhold til sidste uge. Selv en computer kan se, at aktiekurserne stiger. Måske vil de fortsætte med at stige. Det kan ingen vide med sikkerhed. Husk, at den europæiske gældssituation stadig ikke er løst.

Mine danske favoritaktier ud over aktierne i den langsigtede portefølje er som sædvanlig Auriga, Chr. Hansen, Lundbeck, DSV, Alk-Abello og Dampskibsselskabet Norden. De viser alle positive takter i forskellig hastighed. Sidste uge var jeg næsten 100% investeret. Det er jeg stadig glad for. Snart fylder TV og aviser os med meldinger om, at alt går godt. Og snart er de tidligere tab genvundet. Der tales ofte om et januar-rally. Det er ikke helt grebet ud af luften. Mange skal nyinvestere efter årsskiftet af forskellige grunde. Psykologisk set må der derefter komme en periode, hvor folk tager gevinster hjem. Det betyder faldende kurser i begrænset omfang. Ingen grund til panik, vent og følg hovedstrømmen, som er fortsatte stigninger en tid endnu.

Aktierne i min langsigtede portefølje omfatter A.P. Møller, Carlsberg, Coloplast, G4S, NKT, Novo Nordisk og Ambu samt en kontantbeholdning på 8969,78 kr. Alle aktier har klaret sig flot i den forløbne uge. A.P. Møller er dog lidt gumpetung. Børsen mener, at kursen har et modstandsniveau i kurs 38.500. I hvert fald kører kursen frem og tilbage omkring det niveau. Værdien af porteføljen er steget 109,43% i forhold til købsværdien pr. 31.12.2005. Siden 31.12.2011 er porteføljen steget med 2,87%. Forrentningen siden starten har været gennemsnitlig 13,2% p.a. Værdien af porteføljen er gået stærkt frem den seneste uge.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

AktiePost 4. januar 2012

Hvor blev stormvejret af?

Borte med Blæsten har lige været på TV, nok engang. Den film er uopslidelig. Filmen handler om den amerikanske borgerkrig set fra en sydstatsfamilie med Scarlett O’Hara som den vigtigste person. Hun udvikler sig fra en forkælet lillepige til en moden og beslutsom ung kvinde. På en måde minder hun om Maud i Matador, selv om vi danskere holder følelsernes stormvejr på det forsigtige niveau. Baggrunden er kampen mellem nordstaterne og sydstaterne. Den kamp er aldrig afsluttet. For 60 år siden kunne Obama ikke gå ind i en restaurant, en bus eller et hvidt beboelsesområde uden at blive lynchet. Lige nu kæmper republikanerne om, hvem der skal stille op mod Obama. Snart vil valgkampen præge USA frem til præsidentvalget. Der bliver ikke længere mulighed for reformer. Alt går op i valgkamp.

I mit lille smørhul er blæsten blevet borte. Det øvrige Danmark lider åbenbart under voldsomme storme, der løfter hustagene på udsatte steder. Der tales om storm op til orkanstyrke. Her hvor jeg bor, regnede det en lille smule. Det sortnede også, så hønsene begyndte at gå i seng med hønsene, fordi de troede det var nat. En enkelt heftig regnskylle blev det til men ellers var det lidt vådt med støvregn, der sagte faldt ned og næsten gjorde fødderne våde.

Og hvor fører disse betragtninger os hen med henblik på en vurdering af den kommende uges aktiekurser?

Hvor blev stormvejret af?

De første dage i det nye år har været præget af stigende aktiekurser. Glemt er al snak om storm og orkan på aktiemarkedet. Tyskland er i gang med et ”gyldent tiår” ifølge Børsen. Ledigheden i Tyskland er nu den laveste i 20 år. Nordea mener, at det danske aktiemarked kan vente fremgang. Det lyder godt, men det trækker unægtelig de anden vej, at Nordea samtidig mener, Vestas skal stige i dag. Nedjusteringen tirsdag aften af Vestas blev ramt af en orkan. Orkaner er ikke godt for vindmøller, så kursen skred 16 – 17 % på Vestas. Banken gør dog opmærksom på, at selv om aktierne kan forventes at stige den kommende tid, kan pludselige vindstød forstyrre. Husk, at den europæiske gældssituation ikke er løst. Danske Bank og A.P. Møller er også i Nordeas elskværdige søgelys. Novo Nordisk foretrækkes frem for Lundbeck på grund af Lundbecks patentproblemer. Har vi ikke hørt om dem før? Er de ikke for længst regnet med i kursen?

Nasdaq er steget fra 2604 til 2649. Det brede indeks S&P er steget fra 1241 til 1277. Indekset for de særlig udvalgte store aktier Dow Jones er steget fra 12104 til 12397. Det er pæne stigninger, hvis det er rigtigt, at aktiemarkedet stadig er midt i en storm. Selv Børsens tekniske analytiker har omsider set lyset. Holdanbefalingen af amerikanske aktier ændres til køb.

Børsen omtaler 30. december på baggrund af de tekniske analyser modstand i 12300 og 12400 for Dow Jones. S&P har modstand i 1285. Nasdaq har modstand i 2650. Alle niveauer er tæt på at brydes. Måske sker det i dag? Futures er svagt grønne.

Det danske C20 indeks er steget fra 381,5 til 395,97. Børsen omtaler kursmulighederne for A.P. Møller, Chr. Hansen og Lundbeck i positive toner. Blive ved med det. Jeg har et tab i A.P. Møller, der gerne skulle indhentes. C20 indekset forventes at stige endnu mere.

Den computerstyrede tekniske analyse havde pr. 30. december 24 danske aktier med salgsanbefaling og 19 med købsanbefaling. En svag forbedring på to uger. Mine danske favoritaktier ud over aktierne i den langsigtede portefølje er som sædvanlig Auriga, Chr. Hansen, Lundbeck, DSV, Alk-Abello og Dampskibsselskabet Norden. De viser alle positive takter. Har stormen virkelig lagt sig, eller er det blot stilstand, før det bryder ud igen? På trods af min positive holdning til aktiemarkedet, har jeg ikke købt nyt de seneste to uger. Det skyldes den simple kendsgerning, at jeg har investeret 100% i aktier. Nogle beskedne kontantreserver beregnet til særlig gode tilbud er alt.

Min omtale af Per Aarsleff for to uger siden var i rette tid. Siden mit køb i kurs 371 er kursen steget til 421 efter opjusterede forventninger til årsregnskabet. Gode tider i byggebranchen er gode tider for os alle. Tippet om Per Aarsleff fik jeg fra en læser af AktiePost.

Aktierne i min langsigtede portefølje omfatter A.P. Møller, Carlsberg, Coloplast, G4S, NKT, Novo Nordisk og Ambu samt en kontantbeholdning på 8969,78 kr. Værdien af porteføljen er steget 103,57% i forhold til købsværdien pr. 31.12.2005. Tabet fra 31.12.2010 til 31.12.2011 blev på 5,94%. Det er billigt sluppet i betragtning af det urolige vejr. Siden 31.12.2011 er porteføljen steget med 0,83%. Forrentningen siden starten har været gennemsnitlig 13,25% p.a. Værdien af porteføljen er gået pænt frem de sidste to uger. Alle aktier er steget i kurs.

Posted in Uncategorized | Leave a comment

AktiePost i Julen

Der kommer ikke AktiePost  28. december. Jeg vender tilbage onsdag 4. januar

Posted in Uncategorized | Leave a comment

AktiePost 21. december 2011

I en artikel af Kim Skotte i Politiken gives en fyldig omtale af den svenske musiker Jonathan Johansson med håret sat i strid modvind. Han beskrives som et menneske tynd i huden og med sorg i sinde. Hans sidste nummer hedder Klagomuren, Grædemuren på dansk. Hans bekymrede mor ringede til ham midt i det begyndende scenegennembrud, og sagde, at han skulle være tækker. Så længe, der er en himmel over os, skal der lægges tag. Fast arbejde. Men Jonathan Johansson havde et behov for at bearbejde en følelse af håbløshed i forhold til verdens gang. Ingen ved, hvor længe vi er her. Vi lever i en slags idyl og lukker vore grænser, mens verden omkring os brænder, siger Jonathan Johansson. Men det, jeg laver, bliver ikke godt, hvis ikke det virkelig betyder noget for mig. Hvis ikke jeg rammer et smertepunkt, så bliver det ikke rigtig til noget.

Han kan godt selv se, at han virker lidt trist, så han understreger: Jeg er ikke nogen dystermule.

Hvilket herligt ord. Det smager utrolig godt og er meget dansk, selv om det altså oprindelig er svensk. Vi bruger ordet hængemule og hængemuleøl, hvis vi rigtig surmuler. Og det passer så godt ind i den del af vores danske virkelighed, der kaldes fantasien. Vi har så mange muler. Tænk bare på Disney’s Fedtmule. Det diskuteres stadig, om Fedtmule er et muldyr eller en hund. Den uheldige konstruktion Supermule med trang til jordnødder accepteres ikke af rigtige Disney-fans, selv om nødderne befinder sig i en mulepose. Og hvad med Dirch Passers monolog om en kulmule i 1969? Går ordet i fisk? Vi har endda en skole i Odense, hvor eleverne kaldes Mulerne. Mule er et sødt ord. Vi tænker gerne på en hestemule eller noget andet blødt. Modsat kan en spottemule finde alt det negative om hvad som helst. Der findes et ord, der hedder muntermule. Men det er ikke en modsætning til dystermule. En muntermule er et bestem knob, som bjergbestigere bruger til deres reb.

Og nu træder Dansk Sprognævn ind i historien og forfremmer Jonathan Johansson til dansk sprogfornyer. Et af de nye ord på dansk fra 2011 er ordet dystermule.

Og hvor fører disse betragtninger os hen med henblik på en vurdering af den kommende uges aktiekurser?

Hvor passer ordet dystermule dog perfekt til den nuværende situation på aktiemarkederne. Alle ser tungsindige og dystre ud. Danmark ser det sort ud for. Alt går galt. Ingen ser de positive lysstrejf, der varsler om kommende tider uden sorg, gråd og tænders gnidsel. Tirsdag aften handlede TV-avisen om tre forskellige positive historier fra erhvervslivet. Men intervieweren spurgte kun den anden journalist om årsagen til alle ulykkerne. Bemærk, at når to journalister interviewer hinanden, er der altid tale om mangel på rigtige nyheder. Senere skulle Margrethe Vestager forklare årsagerne til alle ulykkerne. Men hun kunne kun bidrage med, at hun mente, at regeringens plan var god for vores økonomi. Er jeg en spottemule, eller er der tale om overdreven dystermule?

I Aktionæren, der netop udkommer i dag, anbefaler Danske Bank at købe aktier. De rigtige aktier. Der er ved at komme gang i hjulene. Dansk Formueinvest udtrykker det således: Vent og vær parat. Tiden er ikke helt inde til at købe aktier, men snart. Din bankrådgiver siger af gammel vane, at du skal købe sikre obligationer. Korte obligationer kan ganske vist anbefales, men det mest risikable for øjeblikket er at købe lange obligationer. Renten kan ikke komme længere ned. Gang i hjulene betyder rentestigninger og fald i obligationskurserne. Hvis renteniveauet stiger fra 4% til 8% for 30-årige obligationer med fast rente, falder kursen til det halve.

Nasdaq er steget fra 2579 til 2604. Det brede indeks S&P er steget fra 1226 til 1241. Indekset for de særlig udvalgte store aktier Dow Jones er steget fra 11955 til 12104. Det er beskedne stigninger. Tirsdag aften steg de amerikanske indeks næsten 3%. Der er stadig gode nøgletal fra USA. Der bevilges mange boliglån i forbindelse med nykøb. Det er svært at være dystermule. Flere stigninger ventes i dag i betragtning af de meget grønne futures.

Børsens mening fra 16. december på baggrund af de tekniske analyser er den samme som sidste uge. Meldingen er stadig at holde amerikanske aktier. De gode amerikanske nøgletal fremhæves. Nasdaq har en gammel bund i 2600, som netop er tilbageerobret. Måske holder bunden denne gang? Dow Jones er også lige akkurat kommet over niveau 12000. S&P har for længst passeret den gamle bund i 1220. Det tegner godt

Det danske C20 indeks er ikke helt præget af den gunstige udvikling i USA med et fald fra 388,54 til 381,5. Sandsynligvis ændres der retning de følgende dage, hvis udviklingen i USA fortsætter med de gode takter. Ifølge Børsen 16. december er bunden 370-374.

Den computerstyrede tekniske analyse havde pr. 16. december 25 danske aktier med salgsanbefaling og 18 med købsanbefaling. Tallene er præcis vendt om i forhold til sidste uge. Ren dystermule. Vi trænger bare til lidt muntermule. Mine danske favoritaktier ud over aktierne i den langsigtede portefølje er som sædvanlig Auriga, Chr. Hansen, Lundbeck, DSV, Alk-Abello og Dampskibsselskabet Norden. Norden har klaret sig meget bedre i denne uge. De andre aktier viser positive takter. Kursen på Auriga steg ikke, selv om Penge & Privatøkonomi har anbefalet aktien. Alk-Abello er i endnu højere grad ejet af Lundbeck fonden med 39,4% af aktierne. Det føles trygt. Kursen vil op.

Per Aarsleff opjusterede forventningerne til årsregnskabet i sidste uge. Kursen steg brat til 370-75. Jeg købte i kurs 371. Det var for tidligt. Kursen faldt straks tilbage til 350, hvor den nu kan købes. Børsen anser 350-60 for at være et støtteniveau. Byggebranchen har det ikke godt for øjeblikket, men den kommer igen. Og så stiger Per Aarsleff.

Det er snart nytår. Tiden er inde til at tage tab på aktierne ved at sælge dem. Almindelige mennesker kan ikke trække aktietab fra i indkomsten, men vi kan modregne i gevinster, hvis der altså er nogen. Det er tilladt at sælge en aktie og ”kort tid efter” efter købe aktien igen. Begrebet ”kort tid efter” er af skattevæsenet defineret meget upræcist. Der skal være en risiko for, at kursen har ændret sig. Pensionskonti afregner aktietab automatisk. Et tab registreres, hvis kursen er faldet i årets løb. Det er altså ikke nødvendigt at sælge.

Aktierne i min langsigtede portefølje omfatter A.P. Møller, Carlsberg, Coloplast, G4S, NKT, Novo Nordisk og Ambu samt en kontantbeholdning på 8969,78 kr. Værdien af porteføljen er steget 99,22% i forhold til købsværdien pr. 31.12.2005. Siden 31.12.2010 er porteføljen faldet med 7,96%. Forrentningen siden starten har været gennemsnitlig 12,8% p.a. Værdien af porteføljen er gået frem siden sidste uge. Alle aktier er steget jævnt i kurs. Ambu har udbetalt udbytte 2 kr. pr. aktie og Coloplast 14 kr. pr. aktie.


Posted in Uncategorized | Leave a comment